Det er stærke kræfter, der er på spil – både i påskens bibeltekster og Dorthe Kjærgaards inviterende billedunivers, som fra søndag den 14. februar udstilles i Løvvangens Kirkecenter.
- Jeg har altid været optaget netop Bibelens påskefortællinger, som rummer alle elementer i menneskelivet. Der findes næppe nogle, der ikke kan genkende sig selv i de følelser og sansemæssige erfaringer, som påskens hovedpersoner oplever: Forbundethed, magtesløshed, kærlighed, bobler, farve, mørke, liv, søgen, spørgen, dysterhed, efterår, sol, død, sommer, kulde, himmel. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle i mine billeder, fortæller den 43-årige kunstner, der ved siden af at skabe sine egne billeder også underviser i billedkunst.
- Kunsten er et sprog, som vi alle kan mødes i og om; uanset nationalitet, religion, ideologi og alt mulig andet. Vi ser på billederne med hver vores historie, og skaber derfor også vores egen fortælling, når vi går ind i billedet.
På udstillingen som vises i kirkecenters gallerigang, udstiller Dorthe Kjærgaard både krucifikser og en serie helt nye lærreder. Krucifikserne er blandt andet skabt af gammelt jern og skrot, som Dorthe Kjærgaard har fundet på sine lange ture langs Vesterhavet, som hun bor få hundrede meter fra:
- Kombinationen af at materialet oprindeligt er hårdt og holdbart, men efter vind og vejrs ubønhørlige arbejde er slidt og mærket, er fascinerende og rummer i sig selv elementerne i den fortælling, jeg gerne vil præsentere. Præcis som påskens Jesus, der på en og samme tid også rummer alle sider af menneskelivet; fra den hengivne tro og ro til den tærende opgivenhed på korset; - Min far, hvorfor har du forladt mig?
Dorthe Kjærgaard har blandt andet udstillet i sognegårde, på Dronninglund kunstcenter og på Danmarks Kirkelige Mediecenter. På CV’et står desuden efterskolelærer, udviklingskonsulent i KFUM og KFUK i Danmark og sosu-lærer.
Der er fernisering efter gudstjenesten i Løvvangens Kirkecenter, Strubjerg 167, søndag den 14. februar kl. 10.00, hvor Dorthe Kjærgaard selv vil være tilstede.